Jeg sætter pris på…

vasketoejSådan så gulvet i bryggerset ud for et par lørdage siden og hvis jeg havde været lige så systematisk i dag havde det sikkert set sådan ud – igen.
Mine hverdage mangler et par ekstra timer i øjeblikket og derfor går mine lørdage bl.a. med vasketøj.
Det som jeg sætter pris på og virkelig er taknemmelig for er, at jeg har mulighed for at line hele vasketøjet op og maskinen vasker det for mig. Min mormor var ikke så heldig. Hun havde ni børn, en mand der fiskede ude på havene og var væk meget af året. Jeg husker hende (og min mor) fortælle at de vaskede tøjet i baljer i kælderen. Så gik de over i en stor å i nærheden hvor de skyllede tøjet det sted hvor vandet stod lidt dybere i åen. Vi lever et meget mere privilegeret liv i dag.
Mens min vaskemaskine vasker mit tøj kan jeg sidde her ved tasterne med min morgenkaffe. Det gør jeg mens jeg venter på at butikkerne i byen åbner. Jeg skal nemlig ned i en bestemt butik og få et nyt simkort til min nye iPhone, men det er en helt anden snak!

Lidt om Snapchat og følelser

Jeg bruger Snapchat – for anden gang. For et års tid siden fik jeg hentet appen og fik lidt gang i det, men det fangede mig bare ikke.
I foråret gjorde jeg et nyt forsøg og denne gang jeg har virkelig gjort en indsats for at sætte mig ind i det og øvet mig bruge det – og i at tage selfies. Dem er jeg stadigvæk ikke glad for, but I’m getting there.
Det motiverer mig også at der er andre i min aldersgruppe som jeg har kontakt med og nogle interessante, mere og mindre kendte personer, der bruger mediet flittigt.
Jeg er også nået så langt som at gøre en indsats for at få, og beholde, “flammen”. Når jeg skriver det virker det lidt åndssvagt, men her til morgen opdagede jeg at den flamme, som var nået op på 40+ dage med min skønne teenager, var væk. Det er min skyld fordi jeg glemte at sende hende et snap i går. Det som nu får mig til tasterne er, at selv om det er noget virtuelt vi havde (og stadigvæk har) sammen og måske derfor burde være ligegyldigt, så betyder det noget. Følelsen – ærgrelsen er ægte nok! Det husker mig bare endnu engang på at det som foregår i online føles og fylder lige så meget som det offline. Det er bare to forskellige måder at kommunikere på. Min skønne teenager smiler lidt ad mig fordi jeg er så træt af det, men hun vil gerne oparbejde en flamme med sin mor igen
Mine tanker leder mig mere over på at jeg som næsten 40 årig kan påvirkes så meget af det. Kan det så ikke fylde endnu mere for de unge mennesker der bruger meget mere af deres tid med de sociale medier som en del af deres dagligdag? Måske, eller måske er jeg bare en af de gamle sure mænd der prøver at finde rundt i de unges verden og ikke kan følge med – heller ikke følelsesmæssigt.

Længe siden sidst – om mad

Lige hvad angår mad så er jeg ret godtÆggekage, brødstænger, kartofler, tomat gift og i dag blev jeg virkelig positivt overrasket da jeg kunne sætte mig til bords til aftensmad. Min kære mand havde lavet æggekage med baconstykker, brasede kartofler, saltristede brødstænger og tomater fra drivhuset. Jeg har ikke fået æggekage i meeega lang tid og hele kombinationen smagte fantastisk!!

Der ryger meget rugbrød indenbords her i huset og det foretrukne er Lagkagehusets Fuldkornsrugbrød. Det er lidt dyrere end andre brød, men det smager bare så godt.
Hvis vi ikke når at spise det hele inden det bliver tørt (eller bare fordi vi synes vi trænger) plejer vi at lave disse rugbrødsstænger.

Sæt ovnen på 180 grader
Skær 3 – 4 stave ud af hver skive rugbrød
Fordel stavene på en bageplade med bagepapir
Pensl dem med olie på alle sider/flader
Drys med groft salt
Bag i ovnen i ca. 10 min eller til de er sprøde.

Her er de serveret til æggekage, men børnene spiser dem nogle gange til eftermiddagssnack efter en lang dag i skole eller som aftensnack til noget dip.

Opskriften på æggekage (uden mel) må komme på et andet tidspunkt, kokken er optaget af OL så det bliver ikke lige i dag han kan overtales 😉

Glutenfrie grovboller

Vi bager en del glutenfrit da vores søn helst ikke skal have gluten. Han har ikke glutenallergi, men hver gang han får det, får han dårlig mave så vi trodser lægen (som ikke ser en grund til at give skåne maven for gluten, når prøverne ikke viser noget) og laver glutenfri mad til ham så hans mave får ro i dagligdagen. Det gør også at han bedre kan holde til at spise glutenholdigt når han er til fødselsdag eller de får kage mm. ifm. fødselsdage i skolen.
Min niece lever også glutenfrit og anbefalede mig denne blog: Glutenfrie fristelser.
Jeg er blevet rigtig glad for Doris’ opskrift på grovboller og har prøvet at bage dem med kartofler og gulerødder.
I weekenden lykkedes de rigtig godt! Jeg følger opskriften næsten. Det kommer lidt an på hvad der er i skabet.
Med udgangspunkt i højskabets indhold i søndags blev den modificerede opskrift sådan her:
Grunddej:
60 gr. hørfrø
50 gr. solsikkekernerGlutenfrie grovboller
50 gr. sesamfrø
40 gr. chiafrø
Frøerne sættes i blød i en time i 2,5 dl kogende vand
5 dl. mælkevand (3 dl mælk 2 dl vand)
50 gr. gær
15 gr. loppefrøskaller
Trækker i 15 min og piskes derefter godt i 2 min.
2 æg
0,75 dl olie
1 spsk akaciehonning
1,5 spsk. grov salt
2 dl fint revne gulerødder
600 gr. glutenfrit mel (300 gr. Schär Universal + 300 gr. Schär Dunkel)
Kom alle ingredienserne i en røremaskine og rør i 10 min. Lad det hæve ca. en time. Tænd ovnen på 200 grader. Brug en ske til at lave ca. 24 boller og lad dem hæve i 10 – 15 min.
Bag begge plader samtidig og byt pladserne efter 10 min.  bages i alt i 20 min.
Jeg har ikke fået nogle billeder af dem efter de blev bagt da de bliver spist så snart de kommer ud af posen – både af børn og voksne.

En blogger du skal kende

Jeg følger alt for få bloggere, men de få som jeg følger er jeg kommet til at holde af her bag skærmen. En af mine ynglingsbloggere er Julia Lahme. Hun er så god på tasterne og selv om det ikke altid er et emne jeg interesserer mig for, klikker jeg hver dag forbi hende, for at se om der er nyt.
Julia er en af grundene til at jeg bliver ved med at ville have gang i min blog. Jeg elsker hendes måde at formidle på og hvordan hun ofte giver mig et smil på læben og, lige så ofte, giver mig noget at tænke over. Jeg er godt klar over at hun har været i gang i mange år og har kommunikation som levevej, så mine forventninger ligger ikke i at blive lige så god som hun er, men hun giver mig lysten til også at prøve.
For et stykke tid siden var jeg så heldig at møde hende til et foredrag hun holdt sammen med Lizl Rand. Efter lidt overvejelser tog jeg mod til mig og hilste på hende. Jeg fik hende til at signere min blogbog. Selv om hun har det sødeste smil, og var mere imødekommende end jeg kunne håbe på, blev jeg lige pludselig starstruck og måtte bare skynde mig tilbage til min plads. Har dog lovet mig selv, at hvis jeg møder hende igen får hun et knus, som hun skrev om her 🙂

Hvis jeg mødte mig selv.

Hvis jeg mødte mig selv og fik fortalt hvor lang min proces har været for at komme i gang her, ville jeg havde sagt: “Drop det! Hvorfor gider du bruge tid på det når du har alt for mange jern i ilden i forvejen? Hvad vil du med det, hvad ønsker du at få ud af det?”
Jeg har ikke noget rigtig svar uden at jeg vil det rigtig rigtig gerne. Det er et spændende medie og jeg vil rigtig gerne arbejde med det. Udvikle mig både med de tekniske ting ifm. med en blog og udfordre mig selv ved at gå i dybden med noget som ellers måske kun vil være en idé der roder i hovedet og skaber tankemylder.
Der er så mange aktive og mindre aktive bloggere og det må der være en grund til. Jeg vil også være med.