Starten på mit nye årti

16 dage inde i mit nye årti i 40’erne mistede jeg min far…
Jeg kan ikke helt finde fodfæstet igen. Min logik siger mig at det kan ikke være så hårdt at miste sin far når man har passeret de 40.  Jeg var jo ikke været afhængig af ham, som dengang jeg barn, vi har ikke engang boet i samme land i over 16 år, men…. Det er hårdt!
Hele kroppen sørger og nogle dage er bare det, at komme ud af sengen en præstation i sig selv.
Nogle dage er det ekstra hårdt. En af dem havde jeg i ugen op til palmesøndag. Mit om natten vågnede jeg og var så ked af det – meget underlig fornemmelse at vågne op ved at man græder.
Et par timer senere fortalte mobilen mig at hverdagen stadigvæk ventede på at køre som den plejede. Det kom den ikke til for mig. Jeg afleverede børnene i skolen, lod arbejde være arbejde og hverdagen være hverdag, kørte hjem og på hovedet i seng.
Påsken kom på et heldigt tidspunkt og dagene hjemme sammen med Kokkejakken og børnene og turene ude af huset sammen med gode venner gjorde mig godt. Jeg er så glad for de mennesker jeg har i mit liv.
I dagene omkring begravelsen var vi omgivet af blomster og der var så mange flotte kranse og buketter i kirken. Lige siden vi kom tilbage har jeg sørget for at have en buket blomster stående. Når jeg ser på blomsterne giver jeg mig selv lov til lige at mindes. Jeg er ikke klar til at give helt slip endnu, men det er også helt ok.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *